Samtaler med pårørendevejleder
Tilbuddet giver pårørende til voksne med psykisk sårbarhed anonym og uforpligtende støtte gennem samtaler med en erfaren pårørendevejleder
Hvem er tilbuddet for?
Tilbuddet er til alle pårørende i Aalborg Kommune, der er pårørende til en voksen over 18 år, der kæmper med psykisk sårbarhed.
Som pårørende kan du blive påvirket af de forandringer, der sker, når et menneske rammes af psykisk sygdom. Der kan opstå spørgsmål, bekymringer, dilemmaer og nye roller. Du kan få nye følelser og tanker, som du har svært ved at dele med andre. Derfor er det også almindeligt, at du kan få brug for hjælp til at passe på dig.
Samtale med pårørendevejleder
Aalborg Kommune har ansat en pårørendevejleder, som sidder i Psykiatriens Hus. Du kan få en eller flere samtaler med pårørendevejlederen.
Du kan tale med pårørendevejlederen om:
- De følelser, du har som pårørende
- Rollen som pårørende
- Det slidsomme ved at være pårørende
- De dilemmaer, du kan stå i som pårørende
Pårørendevejlederen kan støtte dig i at:
- Få et overblik over eksisterende hjælp og støtte til dig som pårørende
- Lette vejen gennem kommunens afdelinger og oplyse om rammer, vilkår og tilbud i Aalborg Kommune
Samtalen er anonym og uforpligtende.
Hvornår er du pårørende?
En pårørende er en, som har en nær relation til det menneske, der er ramt af psykisk sygdom. Det kan for eksempel være et familiemedlem, en partner, ekspartner, en god ven eller en kollega.
Pårørendevejlederen
Birgitte Pedersen er ansat som pårørendevejleder i Aalborg Kommune. Hun har mangeårig socialfaglig samtaleerfaring med mennesker, der er ramt af psykisk sygdom.
Book en samtale
Ønsker du en samtale med pårørendevejlederen, så kontakt Psykiatriens Hus på telefon 21 25 30 67 mandag til torsdag mellem klokken 9.00-14.00