Gør en forskel for pårørende og bliv frivillig i Sind
Har du lyst til at engagere dig frivilligt og være en del af et meningsfuldt fællesskab?
Vil du styrke dine kompetencer og måske endda få erfaring til dit CV?
Vi i Sind Pårørende mangler et par frivillige engagerede bestyrelsesmedlemmer, der vil være med til at styrke vores indsats for pårørende til psykisk sårbare. Erfaring med bestyrelsesarbejde eller psykiatrien er ikke nødvendigt – det vigtigste er, at du har lyst til at bidrage! Vi er så heldige, at vores bestyrelse har dygtige folk med ombord, så vi klæder dig godt på til opgaven – og der er rig mulighed for at lære, hvis du har lyst.
Vi søger frivillige, der har interesse for:
- Sociale medier og kommunikation
- Fundraising og ansøgninger
- Sekretæropgaver som mødeindkaldelser og referater
- Idéudvikling til foredrag, film og events
Alle er velkomne og kan bidrage, hvad end du er studerende og ønsker at præge dit CV med relevant frivilligt arbejde – eller i den anden ende af arbejdslivet og har lyst til at bidrage med din livserfaring. Vi tager hensyn til din dagligdag og aftaler på forhånd, hvor mange timer, du har mulighed for at bruge i foreningen.
Hør mere og stil spørgsmål til vores infoaften
Er du blevet nysgerrig? Kom til vores uformelle, uforpligtende infoaften 22 september klokken 17-18.30 i Psykiatriens Hus, Saxogade 14, 9000 Aalborg. Vi byder på en let anretning og en rundvisning – tag gerne en ven med.
Tilmelding af hensyn til forplejning på mail til formand Svend Pedersen: svend89@gmail.com eller på telefon 29 60 74 55. Her kan du også stille spørgsmål.
Hvem er vi?
Sind er en landsdækkende forening, der arbejder for psykisk sundhed og rettighederne for de ca. 580.000 danskere med psykiske udfordringer. Sind Pårørende fokuserer på støtte til dem, der står tæt på de sygdomsramte. Vi tilbyder samtaler, selvhjælpsgrupper, psykologhjælp og fællesskab – samt arrangerer foredrag og events, blandt andet i samarbejde med Folkeuniversitetet.
Har du lyst til at være med? Så tøv ikke – vi glæder os til at høre fra dig!