
Åben rådgivning i Psykiatriens Hus
Har du brug for en samtale eller et sted at starte? I Psykiatriens Hus tilbyder vi gratis og uforpligtende rådgivning til dig, der oplever psykiske udfordringer.
Vi hjælper dig videre
Hos os kan du tale med nogen i et trygt rum. Vi er ikke en myndighed. Det betyder, at vi ikke træffer beslutninger for dig eller afgørelser om dig. Vores opgave er at støtte dig i at finde din egen vej videre.
Du behøver ikke en henvisning – du kan blot kontakte os.
Vi tager udgangspunkt i dig
I samtalen arbejder vi med det, der er vigtigt for dig – dine ønsker, håb og ressourcer. Sammen skaber vi overblik over din situation og ser på, hvilke muligheder der kan støtte dig.
Vi har et bredt kendskab til muligheder og tilbud inden for psykisk trivsel.
Derfor kan vi sammen med dig:
- Skabe overblik og retning i en svær situation
- Afklare hvad der er vigtigt for dig lige nu
- Finde relevante tilbud, der matcher dine behov og ønsker
- Lægge en plan for dine næste skridt
- Støtte dig i at tage kontakt og bygge bro til de tilbud, du ønsker at benytte
Til samtalen kan du forvente
Når du kommer i åben rådgivning, møder du typisk:
- En socialfaglig medarbejder
- En peermedarbejder med levede erfaringer
Sammen arbejder vi med at styrke dine muligheder for at komme videre på en måde, der giver mening for dig.
I nogle tilfælde kan der tilbydes opfølgende samtaler – dette vurderes individuelt.
Kontakt os
Du kan kontakte os for at aftale en tid på telefon 21 25 30 67. Telefonen er bemandet mandag – torsdag mellem 09.00 – 14.00.
Er du pårørende
Er du pårørende til en voksen med psykiske udfordringer, har du mulighed for en samtale med vores pårørendevejleder, Birgitte.
Du kan kontakte Birgitte på telefon 25 30 37 68.







